Fire trin til at lykkes med din historie i medierne

Du kender det måske. Du står med den perfekte historie fra din virksomhed – og måske set i din chefs øjne – den største historie, som allerhelst skal rydde forsiden på samtlige landsdækkende medier.

Alligevel er der stille, når pressemeddelelsen er sendt ud, for så skete der pludselig vigtigere, og set fra mediernes synspunkt, meget større begivenheder i verden omkring os.

Så hvad gør du, når I rent faktisk har en brandgod historie, som fortjener plads i medierne? Her er fire trin, der kan hjælpe dig til at lykkes med din historie i medierne, hvad enten den er lokal, regional eller national.

1. Hvad er din historie?

Det kan lyde simpelt, men hvad der er en god historie internt i virksomheden, er ikke nødvendigvis breaking news for alle mulige andre. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, præcist hvad din historie handler om. Journalister arbejder med vinkler – det kan du med fordel også gøre. Find den bedst mulige vinkel på din historie – og brug gerne følgende skabelon (som man også anvender som journalist): Jeg vil fortælle, at… Det vil jeg, fordi… Hvis du kan udfylde følgende med relevant information, som også interesserer andre end virksomheden selv, så har du en historie at gå videre med.

2. Målret din historie til dit medie.

Mange drømmer om at lande i TV2 News eller at se deres historie folde sig ud på forsiden af et stort dagblad. Men det vigtigste, du kan gøre for at lykkes med din historie, er at målrette den til de medier, den er relevant for. Hvis din historie har en stærk regional vinkel, så målret den til de medier, der findes i dit nærområde. Ofte bruger TV2.dk historier fra de regionale medier på deres hovedsite, fordi det er stærke, lokale fortællinger. Så start dér, hvor historien er mest relevant.

Det vigtigste, du kan gøre for at lykkes med din historie, er at målrette til de medier, den er relevant for.

3. Gør dig dine forberedelser.

Når din historie er klar, bør du gøre dig tanker om, af hvem og hvordan den kan bakkes op. Journalister vil meget gerne lave deres egen version, så selvom du har skrevet en lang pressemeddelelse, kan de sagtens finde på at bruge meget lidt af den og spørge dig, hvem de kan tale med i et interview. Så hav en talsperson klar, hav styr på dine fakta, og vær godt forberedt. Det kan også være, journalisten øjner en helt anden og mere negativ vinkel, end den du selv oprindeligt har skabt – så gør dig tanker om, hvad det er, du sender ud, og hvilke vinkler der potentielt kunne opstå ud fra materialet.

Gør dig tanker om, hvilke andre (potentielt negative) vinkler, der kan opstå ud fra din historie.

4. Find din journalist.

En pressemeddelelse kan godt bruges, hvis du sender den ud til relevante journalister og medier. Men vil du være sikker på, at medierne opdager din historie, så er du nødt til at ringe. Find gerne en journalist, som har skrevet om et lignende emne før eller en redaktør på det medie, du er interesseret i, og tag så dialogen pr. telefon. Du kan altid eftersende en pressemeddelelse, men med en dialog kommer du lige et skridt foran.

Kontakt os i dag for en uforpligtende snak om, hvordan PR kan hjælpe netop din virksomhed til mere synlighed i din målgruppe.

Del dette indlæg:

Flere indlæg